Danmarks værste terrorist

Af Erik Høgh-Sørensen*

En gruppe frihedskæmpere beskylder en række danske og tyske politikere, samt strafferetsprofessor Jørn Vestergaard, Københavns Universitet, for at være ”Nazismens nyttige idioter”. Professor Vestergaard har tiltrukket sig modstandsfolkenes opmærksomhed ved at påstå, at Tyskland er i sin gode ret til både at afvise udlevering og retsforfølgelse af krigsforbryderen Søren Kam. Spørgsmålet om idioti til side, så har modstandsfolkene en pointe, når de beskylder professor Vestergaard for at være sjusket eller uredelig.

Søren Kam

Efter succes på østfronten og audiens hos Adolf Hitler søgte Søren Kam, den nu 91-årige eksil-SS’er, ”Heim ins Reich” ved krigens slutning, mens hans medgerningsmænd og underordnede i Danmark blev dødsdømt og henrettet for deres terrordrab på danske civile. En terror, som blev startet af Søren Kam, der af samme årsag kan betegnes som Danmarks værste nulevende terrorist.

På denne historiske baggrund er det påfaldende, at en professor ved Københavns Universitet i sine indlæg[1] konsekvent nedprioriterer de beviser, som endnu i dag taler for at stille Kam for retten. Det er også påfaldende, at Vestergaard gentagne gange sjusker og fejlciterer artikel 4.4. i rammeaftalen om den europæiske arrestordre.[2]

Professoren redegør ikke fyldestgørende for de bærende politiske hensigter bag EU-arrestordren. Han accepterer, at Tyskland undergraver ”hjørnestens”-princippet om ”gensidig anerkendelse” på tværs af nationale grænser; han fraviger det grundlæggende princip om lighed for loven; han river i praksis tæppet væk under en dansk højesteretsdom; han ignorerer væsentligt bevismateriale, også i den litteratur han nævner[3]; og han går på kompromis med en af dansk straffelovs bærende paragraffer, nemlig at drab aldrig forældes.

Det korte af det lange er, at Kam bevisligt få dage før bortførelsen og drabet på avisredaktør Carl Henrik Clemmensen fik en tysk ordre fra højeste sted (Werner Best) til at starte den terror, som Kam forinden havde planlagt fra sin post som leder af Schalburgskolen.[4] I løbet af sommeren 1943 mødtes Søren Kam og Werner Best syv gange.

Fire af Kams elever på denne skole indskrev sig på listen over de fem værste danske terrormordere under krigen. Terroren bestod af snigdrab og bomber og betød døden for op mod 150 danske civile, heriblandt børn, som hævn over den stigende modstandsvilje i befolkningen. En enkelt af Kams elever, Kaj Bothildsen Nielsen, deltog i mindst 55 terrordrab og excellerede bl.a. i at bryde ind hos uskyldige civile og skyde husets fædre for øjnene af hustruer eller børn.[5]

Det kan sandsynliggøres, men næppe bevises i en retssag, at Kam deltog i forberedelsen af nazisternes aktion mod de danske jøder i 1943. Derimod er der håndfaste beviser for, at Kam startede den tyskbeordrede terror i Danmark.[6]

Det skete, da han 30. august 1943 sammen med to andre danske SS-ere bortførte den tyskkritiske avisredaktør Carl Henrik Clemmensen. Omstændighederne ved selve bortførelsen var, også efter de følgende års målestok, brutale.[7]

I de senere år har det springende punkt for Kam-sagen både i Tyskland og Danmark været, om der er bevismateriale nok til at opnå dom efter nutidens retspleje og straffelove. Det burde være en formssag i det mindste at kunne føre en retssag. Men det har jurister og ministre hidtil forhindret, og det bør Kam være dem tak skyldig for.[8]

Motivet til drabet fremgår af sagens kendsgerninger. For det første blev den ubevæbnede mand skudt på nært hold med otte skud affyret fra tre våben. Alene det ballistiske bevismateriale dokumenterer således overlagt drab og, efter tysk ret, ”Mord”. Sagt på en anden måde: De tre gerningsmænd havde stillet sig op, så de alle havde frit skud. Alle tre havde løftet pistolerne. Alle tre havde afsikret pistolerne. Alle tre skød nøjagtig samtidig. Alle tre ramte nøjagtig samtidig.[9]

En sådan opstilling på gerningsstedet kan kun være sket med ondskabsfuldt overlæg. Dermed tilsidesættes drabsmændenes forklaringer i 1943, 1945, 1969 og 1998 om, at drabet skulle have været et ”uheld”.

For det andet har Kam i et brev til denne artikels forfatter i 1998 afsløret, at han havde motiv til at myrde Clemmensen. Under et møde med Werner Best få dage inden terrordrabet fik Kam ordre til at lave ”modterror”.[10] Dette og seks andre møder med Kam står opført i Best tjenestekalender.[11] Også derfor falder Kam ind under den tyske straffelovs ”Mord”-paragraf, som omtaler ”Heimtücke”, dvs. ondskabsfuldhed.[12]

For det tredje findes der andre påfaldende drabsmotiver. Årsagen til at netop Clemmensen blev bortført og dræbt, var hans overfusning af en dansk nazist på Østerport Station i København 29. august 1943. Dermed var der et politisk motiv, og dermed var det ”Mord” efter nutidig tysk ret.

Alligevel konkluderede den højeste retsinstans i Bayern i 2007, at Clemmensen ikke blev myrdet i henhold til den tyske ”Mord”-paragraf, hvilket blot giver anledning til at spørge, hvad Clemmensen så egentlig døde af. Dette spørgsmål beskæftiger de tyske dommere sig ikke med i substansen, om end de antyder, at det ubevæbnede offer selv var ude om sin skæbne.

Kendelsen fra Oberlandesgericht München er i essensen det, strafferetsprofessor Jørn Vestergaard støtter sig til, når han påstår, at Tyskland i henhold til EU’s arrestordrelovgivning har ret til både at afvise udlevering og retsforfølgelse af krigsforbryderen. Dykker man lidt ned, springer der imidlertid flere fejl og udeladelser i øjnene.

Mest interessant i denne sammenhæng: Den sandsynligste forklaring på de tyske dommeres bizarre beslutning er, at de var mere end høfligt lydhøre over for Tysklands førende naziadvokat, Dr. Klaus Goebel, som var Kam’s forsvarer.

Dette skilter dommerne naturligvis ikke selv med i kendelsen, men Goebel’s rolle i Stille Hilfe-netværket omkring Heinrich Himmler-datteren Gudrun Burwitz og Søren Kam er velkendt.[13]

Goebel’s tankegods aflæses af dokumentet, som Jørn Vestergaard og også justitsminister Morten Bødskov (S) og især forgængeren Lene Espersen (K) er så påfaldende andægtige over for.

De tyske overdommere fremfører eksempelvis den gamle nazistiske bortforklaring – kendt fra mange efterkrigssammenhænge – om, at ofret selv var ude om sin død.

Kam får uden konsekvens lov til at fremføre, at det for ham var ”nødværge” at skyde en ubevæbnet bortført mand. Kam troede, at Clemmensen gik løs på tre bevæbnede SS’ere med de bare næver, og derfor skød Kam ham.

De tyske dommere afviser både retssag og udlevering, fordi ofret uden modstand havde ladet sig bortføre af de tre bevæbnede SS’ere. Clemmensen havde i sin fordør set deres pistoler og måtte derfor vide, at han risikerede at dø, hvis han fulgte med, lyder det.[14]

Dommerne ser her ganske bort fra sagens kendsgerninger, men derudover har deres holdning nogle ganske særlige perspektiver, som folk som Goebel næppe har undgået at bemærke. Millioner af jøder var som bekendt også nødt til at følge med bevæbnede SS-folk på vejen til gaskamrene, så næste logiske skridt for Bayerns øverste domstol må være omgørelse af en række KZ-domfældelser.

Yderligere et stykke nazistisk tankegods: Hvis motivet til Clemmensen-drabet opstod efter selve bortførelsen, hævdes det, så kan forbrydelsen ikke rubriceres som strafbart drab efter nutidig tysk ret.[15]

Af kendelsen fremgår også, at Søren Kam har løjet gentagne gange om bortførelsen og nedskydningen, alt efter hvad der var hans egen interesse på ethvert givent tidspunkt, før eller efter krigen.

Disse usandheder kan under en retssag udnyttes af en effektiv anklager til at opnå domfældelse. Men så langt må sagen aldrig komme, har de tyske overdommere besluttet. På afgørende punkter fæster de så megen lid til Kams ellers utroværdige forklaring, at en retssag umuliggøres.[16]

Samlet set viser dette, at dommerne ved Oberlandesgericht Bayern var politisk motiverede og nazistisk inspirerede, da de afsagde kendelse i Søren Kam-sagen.[17]

I Danmark har justitsministrene Frank Jensen (S), Lene Espersen (K), Brian Mikkelsen (K) og senest Morten Bødskov (S) været eksperter i at lægge sig på maven for Tyskland. Anført af Lene Espersen har Danmark udtalt ”respekt” for ovennævnte tyske kendelse, dog med et anstrøg af ”beklagelse”.

Dette forhindrede ikke Bødskov i at følge forgængernes eksempel og fejlfortolke rammeaftalen om den europæiske arrestordre, da han i november 2011 orienterede Folketinget. Han og embedsmændene overså aftalens artikel 15, stk. 3, hvoraf fremgår, at Tyskland ikke ensidigt kan erklære en udleveringssag for ”endegyldigt” overstået, sådan som det er sket i Kam-sagen.[18]

Det er arrogant af en tysk domstol konsekvent at tilsidesætte, hvad der måtte komme af nye oplysninger i en drabssag. Men det gør næppe noget, for ét af de helt gennemgående træk i sagen Kam er, at danske justitsministre bukker og nejer, takker og undskylder, hver gang de bliver trådt over tæerne af deres tyske kolleger.[19]

Få eller ingen danske politikere på ja-siden i EU-debatten vil erkende, at EU’s arrestordre har spillet fælt fallit i lige netop sagen om Danmarks værste nulevende terrorist.[20]

Danske statsborgere er efterladt som undermennesker i forhold til tyske, eftersom danske statsborgere risikerer udlevering for småforbrydelser, mens Søren Kam grinende kan drikke morgenkaffe, ustraffet i Bayern.[21] Ethvert tysk drabsoffer ville blive behandlet mere anstændigt af Danmark, end Tyskland behandler Clemmensen.

Kam’s selvforståelse, som fortalt til denne artikels forfatter, er, at han er en forfulgt uskyldighed. Han er jo aldrig blevet dømt, som han selv siger. Kam har dog endnu ikke helt indset, at den manglende dom ikke er hans egen fortjeneste. Han burde sige tak til Bayerns overdommere og til danske og tyske justitsministre.

Hvad angår Jørn Vestergaard, så har EU-flertallet i det danske Folketing siden 2001 ofte kunnet støtte sig til den i medierne allestedsnærværende strafferetsprofessor. Ham kan man regne med. Han er som oftest rede til at fremføre juridiske besværgelser og ritualer, når det er nødvendigt at bilde befolkningen ind, at arrestordren fungerer efter politikernes oprindelige løfter og hensigter. Men han fejlciterer og sjusker.

Baggrunden for Vestergaards ildhu er nok, at han var en af kun ganske få jurister, der i 2001-2003 støttede arrestordrens indførelse som dansk lov. Han har investeret troværdigheds-kapital i arrestordren. Så nu skal den pinedød beskrives som en succes, uanset om professoren i overført betydning er tvunget til at argumentere for selveste jordklodens fladhed.

Drab er nu engang drab, både efter dansk og tysk ret.

I forlængelse heraf er Vestergaards juridiske analyse enten sjusket eller uredelig, og Dansk Folkepartis retspolitiske ordfører, Peter Skaarup, har udtalt, at han med Vestergaards analyse kommer til at tænke på sagen om Milena Penkowa.

Professor Vestergaards analyse fokuserer på ligegyldigheder, mens vigtigheder udelades. Analysen er mangelfuld og undertiden selvmodsigende. Se responsum her.

Kendsgerningen er, at EU med sit føderale arrestordre-eksperiment har skabt et juridisk galehus. Søren Kam er skoleeksemplet, men der findes andre. Daværende justitsminister Frank Jensen (S) lovede i 2001, at nazistiske krigsforbrydere skulle være omfattet af EU’s arrestordre, men det løfte har Tyskland torpederet.

I retsopgørs-jargonen fanger arrestordren de små fisk, mens store som Kam svømmer uhindret igennem maskerne. Nogle vil så måske vælge at glæde sig over, at nettet i det mindste kan fange fisk. Men det er en hul og vitaminløs glæde for et ægte retssamfund. Der er tale om proportionsløs justits uden lighed for loven.

Faktum er, at en SS’er af Danmarks højesteret i 1945 blev dødsdømt for drab. Selve straffen kan man mene om, hvad man vil, set i forhold til samtid eller nutid. Men den virkelige skandale indtraf i 2007, da de tyske myndigheder, forelagt det selvsamme bevismateriale, nægtede både at udlevere og retsforfølge Søren Kam, den henrettedes medgerningsmand og overordnede.

Flemming Helweg-Larsen, Kams underordnede medgerningsmand.

I nogle henseender er bevismaterialet mod Søren Kam i dag mere tungtvejende, end det var mod hans underordnede, der blev henrettet.[22]

Udfaldet krænker i den grad retsbevidstheden hos mange almindelige mennesker, dog nok med undtagelse af strafferetsprofessor Vestergaard og en del politikere på ja-siden i EU-debatten.

Intet ville i en retsstat være smukkere og mere symbolsk end at se en 91-årig krigsforbryder – Danmarks værste nulevende terrorist – stillet for en domstol 70 år efter hans forbrydelse. Uanset udfaldet af en retssag.

Det ville lære unge terrorspirer i dag, at selvom de måske i første omgang slipper af sted med brutale forbrydelser, så kan de aldrig vide sig helt sikre.

* Erik Høgh-Sørensen er journalist, tidl. EU- og NATO-korrespondent, og har bl.a. skrevet bøgerne Dansk Dødspatrulje (1998) og Forbrydere uden straf (2004) om undslupne nazister. Han har modtaget den lille Cavlingpris for at afdække en række sager om nazistiske krigsforbrydere og for at have sat fokus på behovet for en mere lempelig arkivlov.